Cecilie Rosenstand skriver:
Da jeg var barn, var jeg med mine forældre og mine søskende ofte på besøg hos min farmor og farfar, som boede i Rungsted. De boede i et stort og romantisk hus, ”Smidstrupøre”, som var omgivet af en vidunderlig stor have med drivhuse og køkkenhave, med blomsterbede og snoede gangstier, med græsplæner ned til stranden og vandet.
Om sommeren, når vi fik serveret eftermiddags kaffe eller te og kold kærnemælk i loggiaen lige uden for min farmors atelier, kunne vi klart se den svenske kyst med Kullen som fikspunkt, og om aftenen kunne vi se lysene i Sverige. Det var betydningsfuldt under krigen. Blandt de mange venner, som ofte deltog i fødselsdagsfester, nytårsaften og ved flere andre lejligheder hos min farmor og farfar året rundt, fik vi børn mulighed for at opleve mange forskellige voksne mennesker. Nogle morede vi os over, andre var vi fascinerede af, og igen andre havde vi megen respekt for. Vi var meget velopdragne og skulle være høflige over for ældre mennesker. Især én person, syntes jeg, overstrålede de fleste andre. Det var Elisabeth Bergstrand-Poulsen. For sådan en lille pige, som jeg var, da jeg første gang kan have mødt hende, virkede hun farvestrålende, varm og mild, og hendes svenske tone lød i mine ører munter og klingende.
Jeg følte altid, at jeg fik en særlig opmærksomhed fra hende; men det har nok først været efter at jeg som otteårig blev syg af børnelammelse. Eller også var det bare mig selv, der var så betaget af hende. Som vi søskende blev større, fik vi hver især forskellige reproduktioner af nogle af hendes børneportrætter fra de romaner, hun havde skrevet. Jeg fik ”Den Fremmede Dreng”. Selv om jeg var en pige, har jeg altid følt, at det passede særligt på mig, - en slags fremmedhed, som jeg kendte, men som i virkeligheden er noget alle børn kan føle, når de er ved at danne deres individualitet. Den slags havde Elisabeth Bergstrand-Poulsen øje for. I mange år, når jeg øvede mig i at tegne menneskeansigter, kiggede jeg på de portrætter, jeg så i hendes bøger, for at få mine forsøg til at ligne hendes. Da jeg var omkring ti år gammel, gik jeg til genoptræning efter min sygdom på et behandlings institut i Hellerup og nogle få gange i løbet af den periode besøgte jeg fru Bergstrand- Poulsen i huset på Maglemosevej, ”Klostergården”. Jeg kunne selv med sporvogn fra vi boede, køre til stedet. Hun havde foræret mig en mappe med en tegneblok indeni, og så kunne hun fortælle mig noget om tegnekunst og give mig råd om det, som jeg havde tegnet hjemme. Allerede i 1934 havde hun malet mine to ældre søskende, Ilona og Konrad Ragoczy. Da var de ca. fem og tre år gamle. I 1939 sad jeg selv model til to mindre portrætter. Der er nok gået noget tid imellem, men jeg kan se fra mit fotoalbum, at de er malet med støtte fra nogle små fotos. Jeg husker dog at havde siddet model, mens hun har taget skitser eller har færdiggjort det malede billede. Det første, det blå, var hun ikke selv tilfreds med; men min far kunne godt lide det, så det kom ind at hænge på hans kontor i Amaliegade i København. Det blev det andet, det gule, hvor jeg er tre år, som fik plads i stuen, på den væg, hvor også mine to ældre søskendes portrætter hang, og hvor også min lillesøsters, Elisabeths portræt kom til at hænge.
Senere, når jeg gennem årene fik bøger forærende af hende, er det tydeligt for mig at genkende den lysende og kærlige opfattelse af mennesker, hun havde, og som også kom portrætterne af os tilgode. Måske var det derfor, at hun senere blev opfordret til at lave et udkast til plakaten for den danske ”Forening til Børnelammelsens Bekæmpelse”, som blev grundlagt i 1944 efter en stor børnelammelses epidemi i Danmark. I arbejdet med at skabe den forening gjorde begge mine forældre en stor indsats. Protektrice for foreningen blev den svenskfødte danske Kronprinsesse Ingrid, som selv kendte til lignende, tidligere epidemier i Sverige. Ligesom kronprinsessen gerne påtog sig det hverv, gav Elisabeth Bergstrand Poulsen skitsen til videreudførelse til plakaten. Det blev en meget smuk og usædvanlig plakat. Pigeportrættet i de varme, gyldne farver er omgivet af en stærk blå farve, som danner baggrund for de hvide bogstaver i plakatens tekst. Senere i mit liv, har jeg ofte tænkt på, hvor meget hun har betydet for mig, - den livs opfattelse, hun videregav til mig og hendes inspiration til kunstnerisk udfoldelse. Hendes breve betød noget for mig, især da jeg var ung, og selv om jeg havde meget svært ved at læse hendes skrift, forstod jeg alligevel, at hun på en eller anden måde havde været der for mig, når jeg trængte til det. Hun vil altid stå for mig som en livskilde.
Cecilie Rosenstrand